Tæt på jobcentrenes fagområde

AS3 Employment er en professionel rådgivningsvirksomhed, der hjælper mennesker videre i job og karriere. AS3 arbejer tæt sammen med medarbejdere på kommunernes jobcentre, og i den sammenhæng benytter virksomheden LovGuide Jobcenter fra Schultz Information. Peter Poulsgaard, der har ansvar for at vejlede og uddanne de kolleger, som rådgiver kandidaterne, fortæller: „Det er vores målsætning at have et så godt kendskab som muligt til jobcentrenes fagområde, og her er ét af vores redskaber LovGuide Jobcenter”. Han fortsætter: „Med LovGuide Jobcenter får vi en fælles faglig referenceramme – rådgiverne fra AS3 og medarbejderne på kommunens jobcentre taler samme sprog.”

Vi sparer en masse tid

Før AS3 Employment anskaffede LovGuide Jobcenter, brugte medarbejderne lang tid på at søge informationer mange forskellige steder, som fx på Retsinformation.dk,
Arbejdsdirektoratets hjemmeside og forskellige ministeriers hjemmesider. I LovGuide Jobcenter finder medarbejderne både det opdaterede lovgrundlag og faglige vejledninger til sagsbehandlingen, som er skrevet af erfarne praktikere.
„Nu har vi det hele samlet ét sted, og vi sparer en masse tid”, fortæller Peter Poulsgaard.

Ro til at fokusere på rådgivningen

En anden fordel er, at rådgiverne altid er sikre på at træffe beslutninger på et fuldt opdateret lovgrundlag. Ud over lovteksten indeholder lovguiden også henvisninger til alle relevante tidligere domme og afgørelser, som er vist i noter til hver enkelt paragraf. Peter Poulsgaard uddyber: „Vi behøver ikke at spekulere på, om vi skulle have overset noget. Det giver os ro til at fokusere på rådgivningen af vores kandidater.”

Input til uddannelse

AS3 Employment har også glæde af LovGuide Jobcenter i forhold til virksomhedens interne uddannelse. Peter Poulsgaard tager nemlig udgangspunkt i lovguiden, når han udvikler uddannelsesmateriale til medarbejderne. Peter Poulsgaard konkluderer: „Alt i alt har vi med LovGuide Jobcenter fået et værktøj, der styrker vores faglighed og samtidig frigiver tid, så vi kan fokusere på det, der er væsentligst for os, nemlig god og korrekt rådgivning af vores kandidater.”

OM AS3

AS3 Employment er en professionel rådgivningsvirksomhed, som siden 1989 har hjulpet mennesker videre i job og karriere. Virksomheden har stor ekspertise i job-rådgivning af kandidater med vidt forskellige baggrunde og gennemfører mange forskellige forløb i samarbejde med jobcentrene.

For mange jobcentre er AS3 Employment blevet den rette samarbejdspartner, fordi virksomheden er god til at arbejde tæt med jobcentrenes medarbejdere, og fordi AS3 Employment også samarbejder med vikar- og rekrutteringsbureauer og herved holder fingeren på pulsen i forhold til, hvad der ’rører sig’ på stillingsmarkedet.

Alle rådgivere i AS3 Employment er veluddannede og har en bred erhvervs- og uddannelsesmæssig baggrund. Derfor har rådgiverne de bedste faglige og menneskelige forudsætninger for at hjælpe kandidaterne videre i job.