AK samvirke indgår tre-årig aftale med Schultz

Gennem de sidste 15 år har Schultz haft et tæt samarbejde med
AK Samvirke om at udvikle og vedligeholde portalen LovGuide
Samvirke, som er skræddersyet til a-kassernes behov. Schultz og
AK Samvirke har nu indgået en ny tre-årig aftale.

LovGuide Samvirke har månedligt omkring 20.000 besøgende og indeholder både opdateret lovgivning og vejledninger fra Schultz’ fagspecialister, der dækker a-kassernes arbejdsområde – fra aktiv beskæftigelsesindsats, over sygdagpenge og efterløn til CV- og rådighedssamtaler. Desuden indeholder portalen også vejledninger, der tydeliggør opgavefordelingen mellem a-kassser og jobcentre.

Det er AK Samvirke, der som brancheorganisation for de statsanerkendte a-kasser i Danmark, har sat fokus på behovet for en samlet informationsløsning til a-kasser. Samtlige a-kasser, der er medlemmer af AK Samvirke, har adgang til LovGuide Samvirke og sparer tid ved at benytte værktøjet.

Som noget nyt har AK Samvirke fået mulighed for at placere sine egne dokumenter i Schultz-portalen. Fremover vil a-kasserne derfor kunne få adgang til AK Samvirkes nyhedsservice direkte fra LovGuide Samvirke.