Schultz Information bag indholdet på hjemmesiden for FN's Klimakonference 2009

Schultz Information har vundet kontrakten om at være indholdsredaktion for Danmarks værtsskabsside til FN’s Klimakonference 2009, COP15. Indholdsredaktionen skal skrive nyheder om den globale klimadebat og skabe debat på hjemmesiden. Klimakonferencen afholdes næste år fra 30. november til 11. december. Schultz Information løser opgaven for Udenrigsministeriet i samarbejde med ABJ Kommunikation.

Til Danmarks hjemmeside for FN's klimakonference 2009 er der sammensat en redaktion bestående af erfarne webredaktører fra Schultz Information, redaktionschef Nanet Poulsen (pt. redaktionschef på National Geographic Nordic) og ABJ Kommunikation. ABJ Kommunikation består af de tre freelancejournalister Morten Andersen, Marianne Bom og Rie Jerichow, der alle har mange års erfaring med nyhedsformidling og formidling af komplicerede emner.

"Vi har sammensat en indholdsredaktion, hvis faglige kompetencer er skræddersyet til opgaven", fortæller Eskil Thygesen, salg- og marketingdirektør i Schultz Information, og fortsætter: "Vi glæder os til at arbejde tæt sammen med Udenrigsministeriet om at sikre kommunikation af høj kvalitet i forbindelse med FN's klimakonference 2009".

Hjemmesiden findes nu i en midlertidig udgave og kan ses på www.cop15.dk. En ny udgave af hjemmesiden med bidrag fra Schultz Information og ABJ Kommunikation bliver tilgængelig i det nye år.

Yderligere information
Eskil Thygesen
Salg- og marketingdirektør
Direkte/mobil: +45 41 95 47 40
E-mail: et@schultz-information.dk