Efter en prøveperiode på en måned har Kalundborg Kommune valgt at skifte deres nuværende lovinformationssystem ud med Schultz KommuneKoncept. Den faglige kvalitet var afgørende for sagsbehandlerne, da de skulle træffe beslutningen.
Da Kalundborg Kommune skulle beslutte, om kommunen skulle fortsætte med deres eksisterende lovinformationsløsning eller vælge et nyt værktøj, blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter for alle forvaltninger. Arbejdssgruppens opgave var at vælge det lovinformationssystem, der havde den højeste faglige kvalitet.
Som led i denne beslutningsproces fik Schultz i september mulighed for at præsentere KommuneKoncept for arbejdsgruppen. Schultz’ fagspecialist Tina Rygaard deltog i præsentationen og fortalte, hvordan vejledningerne fra Schultz’ fagspecialister hjælper sagsbehandlere med at skaffe sig et godt overblik over et lovområde og træffe beslutninger på et korrekt grundlag .
Faglig kvalitet afgørende
I hele oktober måned havde sagsbehandlerne i Kalundborg Kommune adgang til KommuneKoncept for at prøve værktøjet af i praksis. Og ved udgangen af måneden var de ikke i tvivl – de pegede på Schultz’ løsning som deres fremtidige lovinformationsværktøj. Den faglige kvalitet i vejledningerne fra Schultz’ fagspecialister var afgørende for deres beslutning.
Skræddersyede kurser til hver forvaltning
Nu er Kalundborg Kommune godt i gang med at bruge Schultz KommuneKoncept, og i december er der planlagt skræddersyede kurser for de forskellige forvaltninger. Schultz’ fagspecialister deltager i undervisningen, så hver forvaltning kan få det fulde faglige udbytte af værktøjet.